Ud over de lovkrav til en tysk hjemmeside som vi har været inde på i et tidligere blogindlæg stilles der yderligere krav til en webshop. Her gør du klogt i at få tilføjet de tyske handelsbetingelser ”Allgemeine Geschäftsbedingungen” (AGB). De skal fremgå tydeligt af hjemmesiden. Derudover skal der fremgå den såkaldte ”Wiederrufsbelehrung”. Det er det regelsæt, som regulerer forbrugerens 14 dages fortrydelsesret.
Over 80 % af pakkerne i Tyskland sendes med DHL. Den store forskel til Danmark er at andre logistikudbydere ikke har særligt store markedsandele. GLS har fx kun 15% af markedet. Mange pakker bliver sendt til ”Packstationen”, som fx tilbydes af DHL. I disse klimatider har en ny trend vundet indtog - den CO2-neutrale forsendelse. Logistikudbyderne er gået med på trenden og tilbyder en grønnere form for forsendelse. Omkring en fjerdedel af de tyske onlineshops tilbyder nu denne forsendelsesmulighed. DHL kalder den klimaneutrale forsendelse GoGreen og DPD kalder den DPD Total Zero.
Selvfølgelig findes der en meget bred pallette af online betalingsmuligheder på det tyske marked. De foretrukne betalingsmuligheder blandt tyskerne er faktura, ”Lastschrift”(debitering), PayPal og Kreditkort. Selvom tyske webshops tilbyder et bredt betalingsmix, er det meget populært at man som kunde først betaler når varen er modtaget. Det betyder betaling via faktura, som ofte bliver tilbudt af eksterne udbydere. Ligesom i Danmark tilbydes der alternative betalingsmuligheder. I Tyskland går dette dog langsommere da kunderne ofte er mere skeptiske overfor ny teknologi end vi er Danmark.
Comments