top of page
  • Forfatters billedeNicole Due Frenzel

Kampen om at tiltrække arbejdskraft kræver samarbejde

Opdateret: 27. mar. 2022

Tal tyder på, at det ikke bliver let af hente kvalificeret arbejdskraft op fra Tyskland til Danmark, men et fælles arbejdsmarked i en Femern Bælt-region vil være attraktivt for de klogeste hoveder.


Med en rekordlav arbejdsløshed i Danmark og med virksomheder, som skriger efter arbejdskraft, er det nærliggende at kigge mod vores store nabo i syd, når virksomheder på Sydsjælland og Lolland-Falster fremover skal rekruttere. Især i lyset af etableringen af Femern Bælt-forbindelsen, som vil binde Danmark og Tyskland endnu tættere sammen.

Men det bliver ingen nem opgave. Ligesom i Danmark er arbejdsløsheden meget lav i Schleswig-Holstein, hvor der også mangel på kvalificeret arbejdskraft. I dag er der fx 500 flere ubesatte stillinger end da Corona ramte i begyndelsen af 2020.

Og det bliver ikke bedre i de kommende år, lyder det fra Industri - og Handelskammeret i Lübeck. Deres prognoser viser, at der frem til 2035 vil mangle 180.000 faglærte i Schleswig-Holstein. Værst står det til i servicefagene og plejesektoren, men det gælder i høj grad også blandt håndværkere, buschauffører og lokoførere.


Samarbejde over bæltet kan afhjælpe problemet

Ifølge Rüdiger Schacht fra Industri - og Handelskammeret i Lübeck stiller arbejdskraftudfordringen på begge sider af bæltet krav om en større grad af samarbejde i Femern Bælt-regionen.

”Det gælder om at styrke samarbejdet i aksen mellem København og Hamborg for at gøre regionen så attraktiv for arbejdskraft som muligt,” siger han og peger på behovet for at koordinere og styrke erhvervsudviklingen, udviklingen af uddannelsestilbud og andre af de forhold, der gør det attraktivt at flytte til regionen og arbejde.


Et integreret arbejdsmarked er løsningen

I Hansebelt, som er et virksomhedsnetværk i Schleswig-Holstein ser de, at der er ved at opstå et integreret internationalt arbejdsmarked i Femern Bælt-regionen, og det kan være med til at stimulere det danske arbejdsmarked fra Tyskland, hvilket giver yderligere dynamik.

”Allerede i dag pendler tusindvis af medarbejdere mellem Tyskland og Danmark i Sønderjylland-Schleswig-regionen og det vil også ske i Femern Bælt-regionen. Men for at få det fulde potentiale ud af et integreret arbejdsmarked kræver det dog yderligere harmonisering af regler og love. Sker det, vil den tyske side kunne stille med den eftertragtede arbejdskraft – især indenfor det tekniske område og ingeniørfaget, som vi på den tyske side er stærke på,” siger Bernd Jorkisch, der er medlem af bestyrelsen i Hansebelt.


Sprogbarrierer må overkommes

Sproget kan dog være en udfordring, men det kan lykkes at skabe et mere integreret arbejdsmarked, hvis der arbejdes mere på at fjerne sprogbarriererne, lyder det Rüdiger Schacht fra Industri - og Handelskammeret i Lübeck.


”I Industri- og Handelskammeret har vi længe arbejdet for at få dansk indført som fremmedsprog i skolerne på lige fod med engelsk. Og i turismesektoren i Schleswig-Holstein har de allerede taget det til sig og lærer deres medarbejdere dansk,” fortæller han og peger dermed på, at der er tiltag i værk for at det kan lykkes.


Jobcentrene må samarbejde

Derudover understreger Rüdiger Schacht vigtigheden i et tæt samarbejde mellem jobcentrene. Der findes allerede samarbejder, men de kunne styrkes endnu mere, mener han.

”Hvis en arbejdstager fra Danmark fx fik muligheden for at arbejde i en tysk virksomhed i et stykke tid, ville det øge kendskabet til den anden kultur samt øge den enkeltes netværk. Det ville skabe et meget tættere og mere integreret arbejdsmarked. Det samme gælder selvfølgelig den anden vej rundt,” siger han.


Dansk virksomhedskultur er et forbillede

I det hele taget kigger Schleswig-Holstein en del til Danmark. I Hansebelt, som arbejder for at adoptere den danske model i forhold til virksomhedskultur og work-life balance mener de, at Danmark er et forbillede på området, og det appellerer især til den yngre generation tyskere.

”Mit råd til virksomheder, som gerne vil tiltrække arbejdskraft fra Tyskland, er at tilbyde kortere arbejdsuger så pendlerperiode mindskes. Men Danmark anses i det hele taget for at have en attraktiv virksomhedskultur og en mere afslappet omgang med hinanden. Det synes de unge er attraktivt – og det vil virksomhederne i Schleswig-Holstein gerne lære af deres naboer mod nord,” siger Bernd Jorkisch.







bottom of page